Tre forældreløse børn

En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød
og bevare sig selv uplettet af verden.
Jakob 1:27

 

I hver eneste landsby, jeg besøgte, fulgte børn mig altid på grund af min kærlighed til dem og mine sange. Nogle gange plejede en hel landsbys børneflok at følge mig til udkanten af landsbyen for at sige farvel til mig. Mange af disse små var nøgne, havde aldrig gået i skole og havde masser af maveinfektioner. Når børnene fulgte efter mig, begyndte familierne at løbe efter deres børn for at se, hvad der skete med dem. Nogle gange kaldte børnene mig ”Yesubabu”, som betyder ”Jesus-drengen”. Når alle forældrene kom hen til deres børn, i udkanten af landsbyen, ville de som regel stå under et træ for at få lidt skygge, og så ville disse børn fortælle deres forældre, at denne onkel har en vidunderlig historie. På denne måde er det somme tider børnene, der åbner døre for mig til at tale til deres forældre om Jesus. Lige fra jeg var en lille dreng, har jeg af en eller anden grund altid elsket børn, og jeg har altid været særligt optaget af fattige børn. Selv da jeg gik i skole, delte jeg ofte min madpakke med børnene i skolen og kom sulten hjem.

Den 12. juni 1994 var en varm og solrig dag, og som sædvanlig var jeg i landsbyerne for at prædike evangeliet. Jeg var på vej hjem til den lille landsbykirke og lerhytten, hvor min kone og jeg og mine forældre boede. Jeg vidste, at min kone ventede på mig derhjemme. Jeg var lidt sulten, for det var allerede frokosttid. På vejen hjem fra en landsby, der hed Bandarugudem, en typisk stammelandsby, mødte jeg tre børn, som tiggede mig om mad. Jeg havde hverken penge eller mad, men da jeg stod sammen med dem, lagde jeg mærke til, at deres øjne var fulde af tårer. Jeg mødte så mange børn, hver dag, men jeg kunne ikke ane, at Gud havde et specielt formål med denne begivenhed med henblik på en fremtidig ”Jesu hær”. Da jeg så deres tårefyldte øjne, tog jeg børnene, to piger og en dreng, ind til mig og græd sammen med dem. Til sidst spurgte jeg dem: ”Hvad er der sket med jer?” De fortalte mig, at deres far var død, og deres mor havde tuberkulose. De sagde, at de ikke havde fået noget mad i flere dage. Mange mennesker i landsbyen lod dem ikke komme ind i deres hjem, fordi der var fare for smitte med tuberkulose. Derfor sov disse børn under et træ ved siden af deres lille lerhytte, hvor deres mor lå og var ved at dø! Jeg lagde mærke til, at deres hud var meget snavset, og at de nok ikke havde fået noget bad i flere uger eller måneder. Selvfølgelig kunne man også lugte det!

Jeg bad børnene om at følge med til mit hjem, men jeg vidste også, at der heller ikke var mad nok i mit hus. Børnene og jeg gik sammen på bare fødder; vi havde hverken sko eller noget andet med os. Det var en meget varm dag. Støvet var meget varmt, så vi var nødt til at løbe, og for hver få meter måtte vi stoppe ved et træ og stå på nogle nedfaldne blade bare for at køle vores fødder af. Endelig ankom vi til mit lille hjem i landsbyen, og da min kone og mine forældre så, at jeg kom med tre mærkelige gæster, spurgte min kone mig: ”Jacob, hvem er de?” Mine forældre stillede mig det samme spørgsmål. Jeg forklarede det for dem i korte drag. Så tog jeg børnene med hen til vandtanken og vaskede dem alle tre med sæbe. Min kone havde nogle håndklæder, de kunne have på, indtil det eneste tøj, de ejede, var blevet vasket og blevet tørt. I mellemtiden var jeg blevet meget sulten, og det var de tre børn bestemt også, men der var kun mad nok til mig. Min kære kone gik med til at give min lille portion til de tre børn. Drengens navn var Sammaiah, og pigernes navne var Mangaveni og Laxmi. Efter at de havde spist deres lille portion ris, var de så glade, at deres ansigter strålede. Min kone var ked af det på mine vegne, fordi jeg ikke fik noget at spise, men jeg sagde til hende, at det ikke var noget problem for mig at faste; det havde jeg jo så tit gjort. Det glædede mig, at deres små maver var fulde i stedet for min.

Efter nogle timer spurgte jeg dem, om de ikke kunne gå tilbage og se til deres mor. De tog afsted og kom hurtigt tilbage samme aften. De sagde, at de ikke ville gå tilbage igen, og da jeg spurgte dem hvorfor, fortalte de, at ingen i landsbyen ville vide af dem - bortset fra deres egen, meget syge, mor. Så græd min kone, jeg og mine forældre sammen med børnene, og vi sagde til dem: ”Fra i dag er I vores børn. Vi elsker jer meget, og I kan bo hos os.” Siden da begyndte de at kalde min kone for ”Amma (mor)”, og de begyndte at kalde mig for ”Nanna (far)”.

Fra denne beskedne start begyndte antallet af små forældreløse børn så småt at vokse. Snart lærte de at synge og prise Jesus Kristus. Nogle gange plejede den lille gruppe af små børn at gå med os på landsbyevangelisation som en lille hær. Min kone og min mor plejede at lave mad til dem. Vi så mange ting begynde at ske, da vi begyndte at tage os af forældreløse og enker, og det må være, fordi Bibelen flere gange taler om forældreløse og enker. Jesus har altid et stort hjerte for forældreløse og små børn. Da Jesus gik på jorden, havde han altid travlt, men midt i hans travle arbejde, for Guds rige, ignorerede han aldrig små børn. Han havde altid åbne arme overfor dem. Små børn strømmede altid til, hvor som helst Jesus kom frem, fordi Jesus elskede disse små. Et stærkt vers gjorde indtryk på mig 22. januar 1995:

og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Matt. 18:5

 

Den morgen talte min Jesus til mig og sagde, at hver gang du tager et barn ind i dit hjem, så tager du mig ind i dit hjem. Siden den dag begyndte jeg at forstå, at min kærlighed til børn ikke kommer fra mig selv som kilde, men det er Jesu hjertelag, som bor i mig og forandrer mig. For ethvert barn, der kom til vores lille børnehjem, åbnede vi vores arme og bød dem velkommen, da det var Jesus, der kom sammen med dem.

Derefter begyndte Jesus at tale klart til mig om at oprejse en mægtig ”Jesu hær” af disse forældreløse børn, som vil blive morgendagens ledere af landet. Men hvordan i alverden kunne det lade sig gøre at møde deres daglige behov? Den 22. februar 1995 kaldte Dr. M. A. Thomas, en kendt og højt respekteret Guds mand, mig til Nordindien. Han sagde: ”Søn, jeg har hørt om din passion for og kærlighed til de mest tilbagestående stammefolk i landet og om dit arbejde for at bringe evangeliet til dem. Du tager dig af forældreløse børn, så jeg vil støtte dig med 200 rupees (ca. 20 danske kroner) pr. måned for hvert barn og 500 rupees (ca. 50 danske kroner) pr. måned til dine personlige behov.” Selvom det var et lille beløb, var det en stor hjælp til vores mest akutte behov, når vi skulle tage os af det stigende antal af små forældreløse børn. Denne fine Guds mand, som nu er sammen med Herren, kom for at besøge mig, den 15. maj 1997, og så det vidunderlige arbejde, der foregik i dette tilbagestående stammeområde. Så fortsatte han sin støtte til flere børn i yderligere tre år. På det tidspunkt var der allerede 200 forældreløse børn under vores vinger.

Så kaldte Dr. Thomas` bestyrelse mig ind til et ekstraordinært møde, d. 21. juni 2000, og sagde: ”Jacob, vi ved, at Gud har kaldet dig til sit arbejde, men vi er ikke en del af din fremtid og vision. Ifølge vores organisations restriktioner kan vi ikke længere støtte dig. Den eneste måde, vi kan fortsætte samarbejdet på, er at du nedlægger din egen organisation, GSS, som vi har støttet de sidste par år, og formelt slår dig sammen med os. Hvis du nedlægger GSS, så vil vi fortsætte med at støtte dig, og vi vil give dig en forfremmelse til biskop.” Jeg blev helt tavs, et minut, og så svarede jeg: ”Sir, jeg vil holde mig til den vision, som Gud har givet mig og mit folk.” Så sagde han: ”Søn, Gud velsigne dig, men vi kan ikke støtte dig mere.”

Jeg gik ud fra deres bestyrelsesmøde med tårer i øjnene. Jeg rejste i to dage, med tog på tredje klasse, mens jeg græd hele vejen. Jeg vendte hjem og fortalte disse nyheder til min kone og mit team. Det var et stort chok for os allesammen. Vi havde ingen anelse om, hvordan vi fortsat skulle kunne bære det store ansvar for vores 200 forældreløse børn og omkring 120 indfødte missionærer, som lige havde startet deres arbejde under vores tjeneste.

Der var ikke længere nogen støtte fra nogen, og der var ingen ris i oplagringsrummet og ingen grøntsager i køkkenet. De små forældreløse børn vaskede deres tallerkner og løb ud i det lille køkken for at få deres morgenmad uden at kende til vores situation. Mit hjerte var knust; så mange spørgsmål dukkede op i mine tanker. Jeg spurgte Jesus: ”Var det virkelig dig, som rørte ved mit hjerte tilbage i juni 1994? Hvis det var dig, så vil jeg gerne have dit nærvær, her på børnehjemmet, for at kunne vide, hvordan vi fortsat skal kunne bære dette ansvar.” Mange venner begyndte at sige: ”Jacob, der er over ti millioner forældreløse i Indien. Hvilken forskel kan du gøre ved selv at lide for at tage dig af nogle få børn? Hvorfor lukker du det ikke bare ned og får et lettere liv?”

Min kone og jeg og vores tre små børn gik ned til det lille børnehjem og sammenkaldte alle de små og bad til Herren. Da vi begyndte at græde, begyndte børnene også at græde. Vi oplevede, at Jesus selv kom og var til stede i vores lille børnehjem for at trøste os i vores smerte.

Min kone bad om lidt ris og lavede morgenmad. Det var vores sidste forsyning, og det rakte dårligt nok til ti børn, men den morgenmad, som kun var nok til ti børn, blev mangfoldiggjort af Jesus, og hvert eneste af alle de 200 børn spiste den dag, til de var mætte. Det var et mirakel. Mange flere mirakler skete senere og sker stadig i dag. Hvis ikke Jesus havde været med os i tjenesten, ville vi have været døde og have lukket arbejdet ned, for mange år siden, på grund af mange slags stress og pres.

Mange gange talte min Herre Jesus til mig. Specielt den 11. juni 2011, hvor min stab havde givet mig en liste over børnehjemsbørnenes behov. På dette tidspunkt var vi vokset til over 1800 børn. Juni måned er virkelig en stor udfordring for vores børnehjem hvert år. Vi er nødt til at købe enorme mængder af notesbøger, lærebøger, skoletasker og så videre til hvert barn. Det var en meget lang liste. Min stab gav mig listen og kunne så slappe af og gå til frokost, men da jeg så denne lange liste, blev jeg overvældet over mit ansvar. Hvor kunne jeg gå hen for at vise nogen disse behov? Hvem kan jeg vise denne lange liste til? Før den dag havde jeg ikke bedt nogen om noget, ikke om en eneste øre, for behovene til mine forældreløse børn, men jeg delte altid det, mit hjerte slog for, og jeg bad med brødre og søstre.

Den frokosttime lukkede jeg døren til mit lille kontor, slukkede for det elektriske lys, lagde listen på gulvet og løftede mine øjne og hænder til Jesus og græd og græd i mindst tre timer. Jeg kunne ikke gå til frokost. Min kone, Elizabeth, ventede på at spise frokost sammen med mig. Da jeg ikke kom til frokost, tænkte hun, at jeg nok havde noget på programmet. Min stab kom tilbage til kontoret, efter frokost, og troede, at jeg var gået et eller andet sted hen.

Ingen vidste, hvad der skete med mig, men i de tre timer græd jeg foran Herren Jesus. Jeg kunne mærke, at Jesus var til stede, i det lille rum, og stod ved siden af mig og talte til mig som min far: ”Søn, græd ikke, de er ikke dine børn, de er mine børn. Du er mit barn. Jeg har omsorg for dig. Hvis du græder, vil du dø af stress, men de er mine børn. Stol på mig, stol på mig…” Jeg kunne mærke og røre min Jesus i det værelse. Da Jesus kom til stede og talte til mig, løftedes alle mine byrder og stress fra mit hjerte, og mit hjerte blev fyldt med stor glæde og fred.

Så åbnede jeg døren til mit kontor og gik ud, og min stab troede, at jeg måske havde taget en lur efter frokosten. Ingen vidste, hvad der lige var sket med mig i de tre timer. Så delte jeg denne vidunderlige oplevelse med min stab og mine nære og kære alle vegne. Lige siden den dag begyndte Herren, og fortsatte med, at tale til mig om at stole på ham for hvert eneste behov på børnehjemmene. Nu ved jeg, at de er hans børn, og vi har det privilegium at elske dem og tage os af dem med det formål at se dem forandres for nu og for evigheden.

I de sidste 20 år er hundredvis af forældreløses liv blevet forandret, så de kan få en bedre fremtid og et evigt liv. I dag tager vi os af over 4000 børn på 31 børnehjem; antallet af børn vokser dog hele tiden. Min bøn og mit hjertes længsel er at oprejse en ”Jesu hær” af forældreløse børn i Indien ved at give dem Jesus og en kvalitetsuddannelse, hvor de lærer sig færdigheder for at kunne blive morgendagens ledere i vores land. Min bøn og mit håb er, at de vil forandre vores land som ledere, der er udrustet med bibelske principper.

Bliv fadder for 250 kr/mdr.:

Støt et barn med en skolepakke for 350 kr./ elev: