Er du Jesus?

Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!”
Mark. 1:41

Spedalskhedsarbejdet

Der skønnes at være ca. fem millioner mennesker i Indien, der lider af spedalskhed, men der er ingen, der kender det præcise antal. Officielt er spedalskhed blevet udryddet i Indien, men alligevel bliver der, hvert år, diagnosticeret 130.000 nye tilfælde. 55 %, af al spedalskhed i verden, bliver registreret i Indien alene. De, som er ramt af sygdommen, oplever stadig social stigmatisering og diskrimination. Også i dag findes der, i Indien, hundreder af kolonier, hvor de spedalske er henvist til at bo.

Siden min barndom har jeg set de spedalskes lidelser i min landsby og de omgivende landsbyer. Jeg ved, hvor dårligt de bliver behandlet – ikke bare i deres samfund, men også af deres egne familier. Jeg forstod aldrig helt så meget om de spedalskes lidelser, før jeg blev bragt i en situation, hvor Herren Jesus førte disse mennesker ind i mit liv.

Støt spedalskhedsarbejdet herunder:

Den 26. januar 1997 var jeg lige stået af bussen, ved en busstation, i byen Kothagudem. Jeg skulle til at gå hen til transportmyndighedskontoret med min ansøgning til et kørekort. Da jeg gik forbi busstationen og skulle til at krydse over vejen, i et travlt offentligt område, var der en kvinde, der stod lænet op ad et træ og havde sat en tiggerskål foran sig. Mennesker, som gik forbi, smed nogle småmønter i skålen. Da jeg fik øjenkontakt med hende, kunne jeg se, at hun var spedalsk. Hendes ansigt var helt dækket af fluer. Man kunne endda mærke lugten på flere meters afstand. Jeg standsede; mit hjerte var berørt, og jeg spurgte mig selv: ”Hvis min Jesus var her i dag, hvilken reaktion ville han have over for denne kvinde?” Jeg kunne lige klare at gå lidt tættere på hende og spurgte hende: ”Hvad hedder du, og hvor kommer du fra?” Det første, hun svarede, var: ”Kom ikke tættere på mig.” Jeg sagde: ”Mama, det har jeg ingen problemer med.” ”Gør det ikke, for jeg er spedalsk.” Jeg sagde, at det ikke var noget problem. Så spurgte hun: ”Hvem er du, herre? Jeg har siddet her, de sidste 15 år, og ingen har nogensinde spurgt mig, hvad jeg hedder, eller hvor jeg kommer fra. Hvorfor spurgte du om det?” Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, og at Jesus elskede hende. ”Hvem er Jesus?” forlangte hun at få at vide af mig. Jeg sagde, at han er Gud, og så sagde hun, at hvis der var sådan en Gud, som elskede hende, hvorfor havde han så forvoldt sådan en forfærdelig situation for hende? Stille og roligt forklarede jeg hende, hvor højt Jesus elskede hende selv i denne situation. Så spurgte hun mig: ”Søn, er du Jesus? Du må være Jesus, for ingen er nogensinde før kommet tæt på mig og har talt til mig.” Jeg fortalte hende, at jeg ikke var Jesus, men at jeg var hans tjener. Den dag åbnede Herren hendes hjerte, og lige der, ved træet, tog hun imod Jesus. Så bad hun mig om at komme hen til spedalskhedskolonien, hvor der boede mange som hende.

Den følgende dag lavede min kone og jeg, sammen med vores team, en lækker kyllingegryde og stegte ris og rejste til spedalskhedskolonien. Omkring 100 spedalske mennesker ventede der på os sammen med denne kære dame, som hed Chukkama, som havde fortalt alle i kolonien, at vi skulle komme. De var meget glade og taknemmelige for den dejlige mad til at mætte deres sult med. Ikke bare det – jeg sprang også op på den lejede jeep og råbte, for at alle skulle høre mig, da jeg fortalte dem om Jesus. Bagefter var der 16 mennesker, der tog imod Jesus som deres Herre og Frelser. Jeg kommer aldrig til at glemme den dag, hvor jeg så alle de spedalske med deres deforme lemmer og åbne sår.

Fra denne dag begyndte vores arbejde at sprede sig til de andre spedalskhedskolonier. I øjeblikket arbejder vi i 30 kolonier med over 1600 familier, i forskellige dele af landet, hvor vi deler ud af Kristi kærlighed gennem barmhjertighed og ved at forsyne dem med ris, tæpper, sko og medicin – alt efter, hvad vi har ressourcer til. I dag er der en pastor i hver enkelt koloni, som hjælper mennesker med at komme ind i Guds Ord.

Jeg husker stadig en mand, som hed Seelam Sambaiah, der var ved at dø af spedalskhed, og som sad under et træ, foran sit lille telt, og græd. Han vidste, fra sin kone, at jeg var ankommet til spedalskhedskolonien på et sted, der hedder Warangal Cross Road i Khammam. Han havde tigget sin kone om at sende bud efter mig. Da jeg kom hen til ham, så jeg, at han ikke var andet end skind og ben. Spedalskheden havde gjort ham blind, og hans fingre, tæer og noget af begge fødder var fuldstændig ædt af sygdommen. Jeg begyndte at græde og omfavnede ham. Han gav ikke slip på min hals, og han græd og græd. Så sagde han: ”Bror Jacob, du har givet mig Jesus. Når jeg dør, ved jeg, at jeg vil møde Jesus og få en ny krop, men hvad skal der ske med min søn efter min død? Vil du love mig, at du vil tage min søn med til dit hjem, så at jeg kan dø i fred?” Det lovede jeg ham at gøre. Få dage senere døde han. Jeg tog hans søn med til et børnehjem, som vi har åbnet for børn af spedalske forældre. Drengen hedder Ganesh og vokser nu op på børnehjemmet.

Landsbyerne

GSS’s grundtanke er, at med den ene hånd at række evangeliet til mennesker og med den anden at række dem det daglige brød. Derfor er der gennem GSS en mulighed for at hjælpe en landsby og dens beboer gennem en række projekter. Evangeliet rækkes til landsbyen gennem at præsten når der gives noget, kommer og indvier, overrækker gaven til de mennesker der modtager den. Der støttes hvor der er behov for det, både menneskeligt og åndeligt, og al hjælp går gennem GSS og uddeles gennem dem. Det kan være i form af hytter, dyr m.m.

Støt en landsby herunder:

 
Ældrepleje

GSS driver tre plejehjem, 2 hvor ældre mennesker bor, og hvor de kan få en værdig afslutning på deres liv, hvor de i stedet for at være henvist til rendestenen får et sted at være, hvor de får omsorg, mad og ikke mindst ordet om Jesus Kristus. Desuden finde et daghjem for ældre, hvor de kan komme og få mad og tøj, og et fællesskab.

Støtte til et alderdomshjem herunder: